Det sidste årsmøde
Kære alle drømmere.
Undertegnede har haft et kort møde med holdets ejer i hans hjem på Tåsinge. Vi drak sammen en kop formiddagskaffe med Lisbeths hjemmebag til. Og jeg, Karsten, blev pålagt, efter dette på ingen måde ubehagelige møde, at gå hjem og spidse pennen.
Mit opdrag er så skånsomt som muligt, at meddele jer, vi gerne vil invitere til endnu et årsmøde; men at dette så til gengæld skal være det sidste. Vi håber at så mange som muligt vil være med denne ene gang mere, hvorefter den officielle side af DreamTeam-FynParis vil være opløst.
Uofficielt kan alle naturligvis fortsætte med at ses, som lyst og lejlighed byder sig, og vi opfordrer alle til at opretholde maillisterne. Det kan måske for nogen af os stadigvæk vise sig interessant at kommunikere en gang imellem. Uofficielt kan måske også et par eller flere gutter finde sammen for at cykle en tur, og vi er på det punkt blevet enige om at tillade alle fritstillede ryttere fortsat at bruge DreamTeam trøjer, så længe de endnu ikke er for lasede. Men der må indtrængende anmodes om fortsat høvisk opførsel ude omkring i det yndige land, så længe man er iført denne ikoniske trøje.
Alt i tilværelsen ser ud til at have en start og en slutning. Engang købte jeg en bog i Los Angeles, der hed: ”An end and a beginning”. Den handlede om en ikke særlig betydningsfuld hændelse. At Californien ophørte med at være en del af det spanske Mexico og blev en delstat i USA. Det var nok til at generere en hel lille historiebog.
Set i det lys vil vi let kunne risikere, at Søren Mørch eller en anden seriøs historiker en gang i fremtiden bliver fristet til at skrive en historiebog om den, i sammenligningen, væsentlig mere betydningsfulde hændelse, der begyndte i 2008 og sluttede i 2023.
For at skåne seriøse historikere fra at blive fristet til at tjene en formue på vores ikoniske navn og vore astronomiske resultater her i landet og ude i Europa, vil det blive forsøgt at holde hjemmesiden intakt så længe som muligt. Det vil betyde, at historien allerede er skrevet.
Vi har, som I alle ved, fra start til slut været velsignet med en kompetent webmaster. Uden ham havde vi været historieløse. Svend Hjort meddeler, at han er parat til at vedligeholde sitet så længe, det er muligt. Økonomien er sikret en række år frem ved den indsamling, der blev foretaget sidste år plus webmasterens vågne blik for en økonomisk mere attraktiv løsning end hidtil.
Det betyder altså, at så længe vi opretholder Svends velvilje og pengekassen endnu ikke er tom, vil store dele af vores rigt illustrerede historie leve videre, selv når Dreamteamet nu lukker.
Du skal IKKE ud at cykle på Tåsinge!
Ud af 15 mulige har kun 7 meldt deres deltagelse. Antallet af afmeldinger er altså denne gang større end antallet af tilmeldinger. Det må forstås derhen, at 15 år er overkanten for, hvad selv et usædvanligt godt kammeratskab kan holde til i en tilværelse, der er fyldt med et utal af andre gøremål og interessante tilbud. Og nok er vi jo ikke alle sammen pensionister, men selv pensionister kan vel få nok af drengestreger.
Vi bliver syv deltagere, hvoraf de to ikke cykler med. Det er derfor besluttet at sløjfe cykelturen rundt på Tåsinge og dermed også ophold med spisning og bad på vandrehjemmet.
Med venlig hilsen fra
Bent & Karsten