25.06.2017. Årets andet træf i Rudkøbing
Det er altså en rar og en god oplevelse. Alle burde have muligheden for den bare en gang i livet. Og så er vi endda nogle få udvalgte, der er så prioriterede at vi har haft muligheden for at sætte os til Birthes middagsbord på Kibshavevej i Rudkøbing op til flere gange. Atter en gang var det en uovertruffen middag:
Store skåle med kartofler af den slags tyskerne kalder for Salzkartoffeln. Mindre skåle med syltede græskar, asier og rødbeder. Velvoksne hakkebøffer af den slags tyskerne slet ikke kender i rigelige mængder af brun sovs og med stegte løg på toppen. Og da alle var mætte fik vi serveret kaffe med småkager.
Bortset fra et par enkelte der helt havde undladt omklædning var det denne gang en fornøjelse at se hele holdet i pænt dress.
Det er stedse et stort ønske på holdet at optræde i pænt middagsdress, når vi dinerer på Kibshavevej. Slet ikke kjole & hvidt. Ej heller smoking, men dog noget andet end cykelbuks og nusset undertrøje. Hvad det angår kom vi helt fint igennem denne gang.
Hvad skal der til for at fortjene en så udsøgt og behagelig behandling? Såmænd ikke store sager. Vi mødtes bare otte mand klokken ni søndag morgen i Rudkøbing og cyklede så 60 km rundt på de smalle veje på Langeland; som sædvanligt kompetent anført af Kaj som kender øen og alt hvad der er værd at se på den.
Han kender såmænd også nok det der ikke er værd at se på Langeland. Det springer vi over, når han har os på slæb. Vinden var hård, og da vi hele tiden skulle dreje til højre eller venstre, kunne vi af og til få på fornemmelsen at den kom alle vegne fra. ”Vi vil undgå de store veje,” sagde Kaj før start, ”så vi kommer til at køre på kryds og tværs af øen. Det betyder så, at vi ikke vil få modvind ret længe ad gangen,” fortsatte han, ”og vi vil så heller ikke få medvind ret længe ad gangen” sluttede han af med at sige. Og sådan er han altid en behagelig mand at være sammen med.
Peder, Steen, Bjarne, Kaj, Carsten, Kenneth, Karsten
(Webmasteren: Sig mig, HVOR er hr. Primdahl?)